onsdag den 18. juni 2008

Boligpris udviklingen i USA

Hvornår er bunden nået på boligmarkedet i USA? Det er det spørgsmål jeg oftest får. Jeg har et svar. Jeg ville ønske at jeg vidste det. Det kunne være mange penge værd at vide det.

Det første problem ved spørgsmålet er, at USA er et meget stort og uhomogent marked, hvor New York City ikke har oplevet samme store prisfald som Las Vegas. Miami og Buffalo har ikke samme udvikling nu eller for 5 år siden. Det vil sige, at der ikke er nogen nemme svar på det ovenstående spørgsmål.

Buffalo, New York og en lang række andre gamle industribyer har meget alvorlige strukturproblemer, hvor det decideret sker en udvandring til "grønnere områder" Det betyder at husejere opgiver deres huse, og bare flytter væk. Hvis I går ind på Ebay kan I under real estate finde huse i Buffalo, Youngstown, Pittsburgh mv. til under $10,000

Det er naturligvis håndværkertilbud, som ikke ligger i verdens bedste områder. Det kan faktisk være livsfarligt at tage på en husinspektion. Der er folk, som tænker at blot en beskeden værdiforøgelse kan give en udmærket forrentning af købesummen. Det er optimistisk at tænke sådan, da du som langdistance ejer ikke vil opleve nogen værdiforøgelse, men blot få bekymringer. Det er det samme med håndværkertilbud i New Orleans. Denne type investeringer kræver stort lokalkendskab, og det kræver at investoren selv er på pladsen og kan foretage udbedringerne. Hvis de forhold er til stede, kan det muligvis være attraktivt at foretage sådanne investeringer, men det er i allerhøjeste grad muligvis.

Hvis vi bevæger os væk fra denne type investeringer, og bevæger os over til pæne middelklasses hjem i Temecula, Lake Elsinore, Hemet i Californien, så er det spørgsmålet om husene ikke fortsat vil falde i den nærmeste tid. De steder har ikke erhvervsgrundlaget for alle de boliger som er blevet bygget, og de nuværende benzinpriser har trukket tæppet væk under de lange kørselsafstande til arbejde. Det betyder, at de pågældende villaområder måske aldrig vil være attraktive ligegyldigt prisen. Der kan prisen risikere at falde 50-60% yderligere, og alligevel vil det ikke være et godt investeringsobjekt.

Essensen af denne artikel er, at det er muligt at bunden er nået på nogle markeder, andre markeder er slet ikke begyndt at falde endnu, og bunden er slet ikke i syne andre steder.

Ingen kommentarer: