mandag den 10. december 2007

Så ruller lokomotiverne

Det er interessant at læse aviserne i Danmark vedrørende den nuværende amerikanske boligkrise (Subprime krisen). Forskellen mellem situationen i Danmark generelt og USA generelt er mindre end mange tror.



Der er et stort antal danskere som har valgt at belåne deres boliger med flex-lån og afdragsfrihed. Der er et stort antal amerikanere som har valgt at belåne deres boliger med flex-lån og afdragsfrihed.



Der er ligeledes mange danskere og amerikanere som har valgt at belåne deres friværdier for at øge deres forbrug.


Der er et par fundamentale forskelle mellem amerikanere og danskere.

Almindelige amerikanere har i stor stil investeret i boliger enten som projektsalg eller i udlejningsboliger, hvor huslejen ofte ikke har dækket afdrag og renter på gælden. Det har betydet at de har været gearet for at opnå højest mulig gevinst ved fortsatte prisstigninger.

Jeg talte med en rigtig god ven for et par år siden vedrørende vores eventuelle huskøb i USA. Vi var udlændinge med begrænset kredithistorie (et nøgleord i USA), så vi kunne ikke bare uden videre låne penge til huskøb. Vi ville købe kontant, og min ven var der straks: "Cool, det lyder så godt. Når I har et hus kan I belåne det til at betale udbetalingen på et ekstra-hus, og så er I godt på vej til fame and fortune."

Jeg kommer af en jysk slægt, og den går bare ikke. Vi gjorde det ikke, fordi vi ikke er typen som tager vilde satsninger. What comes up, can come down again. Desværre for mange er priserne justeret nedad på flere af hype-markederne, såsom Las Vegas, Phoenix og San Diego. Det har betydet at folk har mistet deres investeringsejendomme og formodentlig også risikerer at miste deres hjem.

Det er skidt for dem, men det kan sagtens være godt for andre.

Den anden fundamentale forskel på amerikanere og danskere i forbindelse med boligkrisen er, at amerikanere altid får top-billing i medierne. Ikke kun i USA, men også i Europa, så en amerikansk krise er en verdenskrise, mens det omvendte ofte ikke er tilfældet.

Hvad sker der i Italien? Grækenland? Portugal? Irland? Norge? Finland? Aner det ikke, men jeg kender til antallet af bankrøverier i Californien. Den overtændte havegrill hos Paris Hilton eller hvad det nu må være. Det er ikke amerikanernes skyld, at deres nyheder bliver dækket så prominent i danskernes aviser, radio og tv.

Det er en af mange indlæg fra min side om ejendomsmarkedet i USA, og jeg vil også komme ind på mere personlige observationer fra tid til anden.

Peter

Ingen kommentarer: